15.04.2019

Nyhed

Ferietillæg optjent i 2019 skal opdeles i to dele

Overgangen til den nye ferielov betyder, at nogle af medarbejdernes feriemidler skal indefryses. Det samme gælder for medarbejdernes ferietillæg.

Hvis dine medarbejdere får løn under ferie og ferietillæg, skal du være opmærksom på, at ferietillægget skal behandles på en særlig måde i overgangsperioden.

Hvis du normalt udbetaler medarbejdernes ferietillæg i maj måned, kan du stadig gøre det i maj 2020. Det er dog kun noget af ferietillægget, der bør udbetales, hvis du vil undgå at betale det to gange.

Ferietillægget, der optjenes i 2019 skal opdeles i følgende dele:

  • Den del af ferietillægget der optjenes i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2019, skal udbetales i maj 2020, hvis du sædvanligvis udbetaler tillægget i maj.
  • Den del af ferietillægget der optjenes i perioden fra 1. september 2019 til 31. august 2020, skal indefryses.

Ferietillægget er nemlig inkluderet i de 12,5%, du skal indberette, når feriemidlerne skal indefryses. Du skal derfor ikke også udbetale det til medarbejderen.

Fra den 1. september 2020 skal ferietillægget udbetales to gange om året. Den 31. maj skal du udbetale ferietillæg bagudrettet for månederne september-maj og den 31. august skal du udbetale ferietillæg for månederne juni-august.

Har virksomheden aftalt et ferietillæg på mere end den 1%, som følger af loven, skal du være særligt opmærksom. Den del der overstiger 1 %, kan nemlig ikke inkluderes i de feriemidler, der skal indefryses.

Du skal derfor sørge for at udbetale det ekstra ferietillæg for overgangsperioden separat.

NJORD Law Firm er eksperter i den nye ferielov og tilbyder både rådgivning og undervisning tilpasset dine behov. Du er velkommen til at kontakte vores ansættelsesretsteam på ansaettelsesret@njordlaw.com for at høre mere om, hvad vi kan tilbyde.

Invitation til Brushupkursus: Den nye ferielov

Vi er allerede trådt ind i den overgangsperiode, der går forud for den nye ferielov. Har du styr på, hvad den nye ferielov betyder for dig og din virksomhed? Hvad indeholder den, og hvad er ændringerne i forhold til den nugældende ferielov?

NJORD Law Firm inviterer dig til et HR-kursus om den nye ferielov i Aarhus, hvor du vil blive klædt på til at håndtere både overgangsordningen og den nye ferielov. Herudover gennemgår vi overordnede regler om ferie og feriefridage, og du vil få brugbare værktøjer til håndtering af overgangsperioden.

Seneste nyheder

Datatilsynet har offentliggjort planlagte tilsyn for sidste halvdel af 2019

Datatilsynet har nu offentliggjort, hvilke databeskyttelsesretlige områder de vil fokusere på i forbindelse med de planlagte tilsyn i andet halvår af 2019. Datatilsynet vil fokusere på fire overordnede områder; databehandlere, den daglige overvågning af registrerede, databeskyttelse i forbindelse med ansættelsesforhold og automatiske afgørelser og profilering.

Klager resulterer ikke altid i medhold

Det er ikke alle klager til Datatilsynet, der resulterer i, at klager (den registrerede) får ret. Senest har Datatilsynet vurderet, at den registrerede ikke skulle have medhold i sin klage i en konkret sag om kryptering af e-mails hos Lowell Danmark A/S, da virksomheden efter Datatilsynets vurdering havde foretaget en risikovurdering, hvor fremgangsmåden omkring kryptering af e-mails blev vurderet som en passende sikkerhedsforanstaltning.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve

Få vores nyhedsbreve og modtag seneste juridisk nyt.

Tilmeld dig nu