03.09.2020

Nyhed

K04 – Ny standardkontrakt til anskaffelse af it-driftsydelser

Digitaliseringsstyrelsen har den 25. august 2020 langt om længe offentliggjort K04, som er en ny standardkontrakt til brug for det offentliges anskaffelse af it-driftsydelser.

> Find kontrakten, bilag og vejledninger her

K04 er først og fremmest beregnet til myndigheders offentlige udbud af it-driftsydelser. Kontrakten er ret omfangsrig og er på 60 sider + 23 bilag! Kontrakten er modulopbygget og kan derfor i vidt omfang tilpasses den konkrete leverance. Bilagene er meget praktisk kategoriseret ift. kompleksitet, og hvor mange ændringer der forventes gennemført.

Kontrakten er udarbejdet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Kammeradvokaten, og der er derfor ikke tale om et ”agreed document”, hvor også private leverandører har været med i tilblivelsesprocessen, som tilfældet var for K01 og K02-standardkontrakterne.

Om K04 vil få den store anvendelse udenfor sit kerneområde for offentlige it-driftsanskaffelser er pga. dens kompleksitet nok tvivlsomt, men visse bestemmelser i kontrakten kan utvivlsomt tjene til inspiration. Der findes imidlertid alternativer for private kunder, herunder D17, som er en standard it-driftskontrakt udarbejdet i et samarbejde mellem IT Brancheforeningen, Dansk IT og Danske IT-advokater.

K04 får næppe den store anvendelse udenfor området for de offentlige it-driftsanskaffelser, men som it-driftsleverandør til det offentlige og offentlig myndighed er man nødt til at sætte sig grundigt ind i kontrakten, herunder nyskabelser såvel som faldgruber. Særligt håndteringen af leverandørens ansvar for overtrædelse af persondatalovgivningen, herunder GDPR, fortjener særlig opmærksomhed.

NJORD afholder et arrangement om K04 i nærmeste fremtid, så hold dig orienteret.

Seneste nyheder

Tilmeld dig vores nyhedsbreve

Få vores nyhedsbreve og modtag seneste juridisk nyt.

Tilmeld dig nu