Persondatanotits

For sager om ophavsretskrænkelser.

1. Generelt

1.1 NJORD Advokatpartnerselskab (”NJORD", ”vi”, "vores” eller ”os”) behandler persondata som en naturlig del af klient- og sagshåndteringen i forbindelse med vores advokatvirksomhed.

1.2 Denne notits (”Persondatanotits”) forklarer, hvilke personoplysninger NJORD behandler som led i vores forfølgelse af ophavsretlige krænkelser på vegne af vores klienter i sådanne sager.

1.3 Du bedes venligst læse Persondatanotitsen grundigt igennem for at forstå, hvordan vi håndterer personoplysninger.

2. Ansvar for data

2.1 NJORD er beliggende i København på adressen Pilestræde 58, 1112 København K og i Århus på Åboulevarden 17, 8000 Århus C.

2.2 Vi repræsenterer filmproducenter (”Rettighedshaverne”) med henblik på at standse og retsforfølge krænkelser af ophavsrettigheder.

2.3 Som advokatvirksomhed er vi dataansvarlig for de personoplysninger vi modtager, som en del af sagsbehandlingen.

2.4 Alle oplysninger opbevares på sikre servere i Danmark.

3. Oplysninger vi behandler

3.1 Vi indsamler i første omgang IP-adressen og tid og sted for den ophavsretlige krænkelse, herunder selvfølgelig den pågældende filmtitel. Indsamlingen finder sted via en uvildig tredjepart, der kan spore og overvåge datatrafik, herunder identificere IP-adresser, der fildeler eller downloader ulovligt.

3.2 Herefter indsamler vi navn og adresse for ejeren af den internetforbindelse, som IP-adressen er knyttet til. Indsamlingen finder sted via ejerens internetudbyder, der på baggrund af en retskendelse pålægges at udlevere personoplysningerne. Vi indsamler om fornødent yderligere oplysninger om brugeren af IP-adressen fra offentligt tilgængelige kilder.

3.3 Når vi har indsamlet oplysninger om en ulovlig handling, sender vi et brev til brugeren af IP-adressen med henblik på at retsforfølge hændelsen på vegne af Rettighedshaverne. Såfremt vi modtager yderligere personoplysninger via korrespondancen (fx mailadresse), behandler vi ligeledes dette som en del af sagsbehandlingen.

3.4 Som udgangspunkt betragter vi brugeren af IP-adressen og den person, der har krænket ophavsrettighederne, som én og samme person. Det gør vi indtil der findes et faktuelt grundlag for, at det ikke er tilfældet.

4. Behandlingsgrundlag

4.1 De personoplysninger vi behandler er begrænset til, hvad der er nødvendigt for at undersøge og retsforfølge ophavsretlige krænkelser i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (herefter ”GDPR”).

4.2 Vi betragter som udgangspunkt alle oplysninger som almindelige personoplysninger i medfør af databeskyttelsesforordningen ”(GDPR”), som vi behandler ud fra Rettighedshavernes legitime interesser i at retsforfølge ulovlig fildeling og download, jf. GDPR artikel 6, stk. 1, litra f).

4.3 I det omfang de nærmere omstændigheder ved sagen helt undtagelsesvist drejer sig om særlige kategorier af oplysninger (følsomme personoplysninger), behandler vi disse som følge af Rettighedshavernes interesse i at kunne fastlægge og gøre et retskrav gældende, jf. GDPR artikel 9, stk. 2, litra f).

4.4 Vi er klar over, at vores behandling af personoplysninger i disse sager medfører, at oplysningerne optræder som en meget konkret begrundet mistanke om en lovovertrædelse, som muligvis kan være omfattet af GDPR artikel 10. Derfor følger vores faste procedure en helt sædvanlig fremgangsmåde i medfør af god advokatskik og retsplejelovens bestemmelser i forbindelse med sagens procedure ved domstolene. Det betyder, at modtagerne af vores breve altid præsenteres for sagens faktum ved lovovertrædelsen, så det er muligt at besvare vores henvendelse på et oplyst grundlag. I visse tilfælde behandler vi således oplysninger om strafbare forhold, da behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. databeskyttelseslovens § 8, stk. 5, jf. § 7.

Såfremt personoplysninger behandles af os, som led i vores overholdelse af lovgivningen i øvrigt, herunder fx De Advokatetiske Regler, bogføringsloven eller andet, behandler vi de nødvendige personoplysninger med henvisning til GDPR artikel 6, stk. 1, litra c), dvs. hvor behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse.

5. Videregivelse

5.1 Persondata videregives til tredjemand, når det er relevant for en sags forløb eller gennemførelse, eller når NJORD er forpligtet til det. Sådan videregivelse kan bl.a. være til sagens parter og offentlige myndigheder, herunder fx politiet, SKAT og domstolene. Disse parter er selvstændigt dataansvarlige. Internetudbyderen modtager kun oplysninger i det omfang det fremgår af retskendelsen fra domstolene.

5.2 NJORD anvender desuden databehandlere, som udfører tjenesteydelser af forskellig art. Det kan fx være IT-support og IT-infrastruktur. Enhver databehandlingssituation sker ifølge skriftlig aftale, som sikrer fuld forenelighed med gældende regler.

6. Sletning af persondata

6.1 Vi sletter som udgangspunkt alle digitale sager 10 år efter sagens arkivering. Arkivering af sagen kan fx ske, når en retssag er endeligt afgjort, eller når et forlig er opfyldt. Denne slettefrist er fastsat under hensyntagen til den absolutte forældelsesfrist på 10 år og de advokatetiske regler om opbevaring af sagsoplysninger.

6.2 I forhold til behandling af personoplysninger om personer, hvor der ikke træffes beslutning om at rejse krav, enten fordi det vurderes, at der ikke er grundlag for dette, eller fordi vurderingen ikke er foretaget, slettes personoplysninger 3 år efter modtagelsen grundet forældelse af kravet.

7. Fortrolighed

7.1 Alle vores medarbejdere er underlagt fuld fortrolighed i medfør af ansættelsen og den lovbestemte tavshedspligt for advokater i medfør af retsplejelovens § 129.

8. Rettigheder

8.1 Når NJORD behandler dine persondata, har du som registreret en række rettigheder. Det omfatter retten til indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning, dataportabilitet, indsigelse og klage. Nedenfor er beskrevet de rettigheder, du har, når NJORD behandler personoplysninger om dig.

8.2 Hvis du som registreret vil gøre brug af en eller flere af dine rettigheder, skal du kontakte NJORD skriftligt på den nedenfor angivne e-mailadresse. I din henvendelse bedes du angive dit fulde navn og din e-mailadresse. Du kan blive bedt om identificere dig yderligere.

8.3 Som udgangspunkt kan du til enhver tid benytte dig af dine rettigheder. Udøvelsen af dine rettigheder må dog ikke krænke andres rettigheder og frihedsrettigheder, og NJORD kan derfor nægte at opfylde dine rettigheder helt eller delvist, hvis der er tale herom.

8.4 Ret til indsigt

Du har som registreret ret til at få indsigt i, hvilke personoplysninger NJORD behandler om dig. Ved at rette henvendelse til NJORD kan du få oplyst, hvilke oplysninger vi behandler om dig som dataansvarlig, hvilket formål der er med behandlingen, hvem der modtager oplysningerne mv.

Såfremt du beder om ekstra kopier af oplysninger, kan NJORD opkræve et gebyr herfor. I tilfælde af åbenbart grundløse eller overdrevne anmodninger kan vi også enten opkræve et gebyr for at give oplysninger eller afvise at efterkomme anmodningen.

8.5 Ret til berigtigelse

Du har ret til at få oplysninger om dig rettet, hvis du opdager, at de er urigtige eller ufuldstændige. Såfremt NJORD ikke er enig i, at oplysningerne er urigtige, er vi dog ikke forpligtet til at rette dem, men til at lave en tilføjelse om, at du som registreret ikke mener, at oplysningerne er korrekte.

8.6 Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, hvis NJORD ikke længere har et formål med behandlingen af dine oplysninger, eller hvis behandlingen af dine oplysninger sker i medfør af GDPR art. 6, stk. 1, litra f. Hvis NJORD kan påvise vægtige legitime grunde til fortsat behandling, der går forud for dine interesser, rettigheder og friheder, eller behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, er NJORD dog ikke forpligtet til at slette dine oplysninger.

8.7 Ret til begrænsning af behandling

Du har i særlige tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset, fx hvis du bestrider rigtigheden af de oplysninger, vi har registreret om dig, eller hvis du har gjort indsigelse mod den behandling af dine oplysninger, der er baseret på legitime interesser i medfør af GDPR art. 6, stk. 1, litra f. NJORD vil i så fald alene opbevare dine oplysninger, indtil din indsigelse er behandlet. Såfremt NJORD hæver begrænsningen af vores behandling af dine oplysninger, vil du blive orienteret herom forinden.

8.8 Ret til indsigelse

Du har ret til af grunde, der vedrører din særlige situation, at gøre indsigelse mod NJORDs behandling af dine oplysninger, hvis behandlingen er baseret på legitime interesser, jf. GDPR art. 6, stk. 1, litra f. Hvis du gør indsigelse mod NJORDs behandling af dine oplysninger, er vi ikke længere berettiget til at behandle dine oplysninger, medmindre vi kan påvise vægtige legitime grunde til fortsat behandling, der går forud for dine interesser, rettigheder eller frihedsret-tigheder, eller behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

8.9 Ret til dataportabilitet

I visse tilfælde har du ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført oplysningerne fra en dataansvarlig til en anden dataansvarlig. Det gælder kun, når behandlingen af dine oplysninger er baseret på en aftale i medfør af GDPR art. 6, stk. 1, litra b, eller dit samtykke, jf. GDPR art. 6, stk. 1, litra a.

8.10 Ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering

Dine personoplysninger er ikke genstand for automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering.

8.11 Klage til Datatilsynet

Som registreret kan du indgive en klage til NJORD som dataansvarlig, hvis du er utilfreds med den måde, hvorpå vi behandler dine personoplysninger. Du finder vores kontaktoplysninger nedenfor.

Du kan også altid klage til Datatilsynet på deres hjemmeside www.datatilsynet.dk, pr. telefon på 33 19 32 00, eller på e-mail til dt@datatilsynet.dk.

8.11 Vi beder dig venligst om at være specifik og seriøs, når du henvender dig til os. Såfremt din henvendelse er åbenbart grundløs eller overdreven, forbeholder vi os at afvise din anmodning eller opkræve et administrativt gebyr for gennemførelsen. Det kan fx være tilfældet, hvor henvendelsen har chikanøs karakter eller gentages.

8.12 Da vi som dataansvarlig skal sikre os, at vi ikke videregiver personoplysninger til uberettigede, skal vi sikre os, at du er den, som du udgiver dig for. For at kunne gøre brug af dine databeskyttelsesrettigheder, kan vi i visse tilfælde bede dig legitimere dig ved at sende din anmodning sammen med en kopi af gyldig billedlegitimation og bevis for din adresse. Du kan fx sende en kopi af dit pas eller kørekort sammen med dit sygesikringsbevis via krypteret post (TLS 1.2) eller sikker post.

8.13 Vi gør venligst opmærksom på, at vi forbeholder os at afvise din anmodning, hvis du ikke legitimerer dig på betryggende vis. Såfremt vi ikke har modtaget fornøden legitimation senest en måned efter din henvendelse, betragter vi din anmodning som frafaldet.

8.14 Inden du sender din anmodning, kan du med fordel orientere dig i nedenstående FAQ.

9. FAQ om persondatarettigheder

9.1 Hvad kan jeg få indsigt i?

Du har ret til at få udleveret de oplysninger vi har om dig, så længe det ikke krænker andres rettigheder.

Det betyder, at du altid kan få udleveret dit navn, adresse, IP-adressen som krænkelsen er registreret på, dato for krænkelsen og titlen på det beskyttede værk, der er tale om. De fleste af disse oplysninger vil allerede fremgå af det brev, der er sendt til dig.

Beder du om yderligere indsigt kan du få udleveret nogle tekniske data omkring krænkelsen kaldet hashvalue og swarmsize. Alle oplysninger udleveres elektronisk på mail, når legitimation har fundet sted, jf. pkt. 7.4.

9.2 Kan jeg få en kopi af min sagsfil?

Du kan ikke få udleveret din samlede sagsfil eller sagens enkelte dokumenter.

Vi udleverer ikke disse dokumenter af hensyn til, at vi forbereder en sag mod dig og dermed varetager Rettighedshavernes legitime interesser og beskyttelse af deres rettigheder. Samtidig ønsker vi ikke at offentliggøre vores egne eller andre involverede parters sagsbehandleres navne af hensyn til deres frihedsrettigheder.

Vi henviser til GDPR artikel 15, stk. 4, hvorefter retten til at modtage en kopi ikke må krænke andres rettigheder eller frihedsrettigheder.

9.3 Kan jeg få aktindsigt efter offentlighedsloven?

NJORD er en privat virksomhed, hvilket betyder, at vi ikke er underlagt de forvaltningsretlige regler om aktindsigt. Du har derfor ikke ret til at få aktindsigt efter offentlighedsloven. Dine rettigheder til indsigt følger udelukkende af de databeskyttelsesretlige regler.

9.4 Kan jeg få slettet mine oplysninger?

Du har ikke ret til at få slettet de personoplysninger vi behandler om dig, da vores behandling sker som led i retsforfølgelsen af en lovovertrædelse.

Vi henviser til, at du ikke kan udøve dine databeskyttelsesretlige rettigheder i strid med andres rettigheder – her Rettighedshavernes legitime interesse i at forfølge ophavsretlige krænkelser, jf. GDPR artikel 17, stk. 3, litra e), hvorefter sletteretten ikke finder anvendelse i det omfang behandlingen er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.

Efter afslutningen af din sag – uanset om det er ved forlig, dom eller andet – opbevarer vi din sagsfil i fem år efter sagens afslutning i medfør af vores retlige forpligtelser efter De Advokatetiske Regler samt retsplejelovens § 126, stk. 1. Vi henviser til GDPR artikel 17, stk. 3, litra b), hvorefter sletteretten ikke finder anvendelse i det omfang behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse.

9.5 Kan jeg få rettet mine oplysninger?

Du har ret til at få urigtige personoplysninger om dig selv opdateret.

Du kan derfor altid bede os om at berigtige dine stamdata som navn og adresse. Alt hvad du ønsker berigtiget, skal dokumenteres af dig.

Du kan ikke berigtige data om selve lovovertrædelsen, medmindre vi deler din opfattelse af et givent faktum. Det skyldes, at vi vurderer sagen ud fra det danske retssystems standarder for bevisførelse i retssager og at vi naturligvis ikke kan afskære objektive beviser på baggrund af dine udsagn. Vi varetager Rettighedshavernes legitime interesser i at retsforfølge ophavsretlige krænkelser og retssystemet sikrer din mulighed for at varetage dine interesser, herunder føre bevis for sagens faktum.

10. Kontakt og klage

10.1 Ønsker du at kontakte os, bedes du rette henvendelse til:

NJORD Advokatpartnerselskab
Pilestræde 58
1112 København K

Telefon: (+45) 33 12 45 22
Mail: ip@njordlaw.com