Det sker desværre, at en ægtefælle går bort – enten som følge af alderdom, sygdom eller andre uforudsete omstændigheder. I tiden efter opstår der ofte en række praktiske og juridiske spørgsmål, som kan virke overvældende. Ægtefællens død kan have stor indvirkning på økonomien, da der måske skal fordeles arv efter afdøde til længstlevende og eventuelle børn.

Hvad sker der, når ægtefællen afgår ved døden? 

Når din ægtefælle går bort, er du ikke længere juridisk gift. Når ægteskab afsluttes, skal boet deles, medmindre du har ret til at sidde i uskiftet bo.

Hvis uskiftet bo ikke er en mulighed, kræver din ægtefælles død en bodeling. Grundreglen for bodeling er, at jeres formuer skal deles ligeligt, medmindre I har indgået en gyldig ægtepagt om særeje, der fritager visse aktiver fra delingen.

Efter bodelingen skal arven fra din afdøde ægtefælle fordeles. Hvis der eksisterer et gyldigt testamente, følges testamentets anvisninger.

Hvis der ikke findes et gyldigt testamente, følges de legale arveregler:

  • Hvis din ægtefælle har børn, arver du i henhold til de legale arveregler halvdelen af ægtefællens formue, og den anden halvdel går til barnet eller fordeles mellem børnene, hvis der er flere.
     
  • Hvis din ægtefælle ikke har børn ved dødstidspunktet, arver du hele ægtefællens formue.

Er din ægtefælles formue ved dødstidspunktet under 870.000 kr. (2024), har du ret til ægtefælleudlæg. Det indebærer, at der ikke skal betales arv til andre, og du modtager hele den afdøde ægtefælles formue.

Har din afdøde ægtefælle oprettet et testamente og/eller din arvelod efter de legale arveregler er mindre end 870.000 kr. (2024), kan du være berettiget til suppleringsarv.

 

Bankkonti fryses ved ægtefællens død

Når du mister din ægtefælle, er det vigtigt at forstå, at indeståendet på din ægtefælles bankkonti bliver indefrosset. Det gælder også for fælleskonti, hvilket betyder, at du potentielt mister adgang til dine egne midler ved din ægtefælles bortgang.

I tilfælde af ægtefællens død stopper banken desuden alle betalingsserviceaftaler, og eventuelle fuldmagter til at handle på ægtefællens vegne ophører.

Det er vigtigt at kontakte banken ved din ægtefælles død for at:

  • Sikre at du har oprettet eller får oprettet en privatkonto.
     
  • Sikre at der er et indestående, der kan dække dine udgifter, indtil fælleskontoen genåbnes.
     
  • Sørge for at din pension udbetales til din egen konto.

Formålet med at indefryse værdierne på diverse bankkonti ved ægtefællens død er at give skifteretten et fuldt overblik over afdødes gæld og aktiver på tidspunktet for dødsfaldet. For at navigere gennem denne proces og sikre dine økonomiske interesser anbefales det at søge professionel rådgivning. I NJORD Law Firm er vi eksperter inden for dette område og vi kan hjælpe dig i håndteringen af de juridiske forhold.

 

Har du ret til at sidde i uskiftet bo?

Ved din ægtefælles bortgang har du under nogen betingelser ret til at vælge uskiftet bo. Et uskiftet bo refererer til et dødsbo, hvor din afdøde ægtefælles formue ikke umiddelbart fordeles til arvingerne, og du bevarer råderetten over den efterladte formue. Når du en dag går bort, og du har valgt at sidde i uskiftet bo, fordeles arven efter din afdøde ægtefælle til dennes arvinger. Din egen arv går til dine arvinger. Boet skiftes først ved din død eller ved anmodning om boets skifte i din levetid.

Selvom det er nemt og økonomisk overkommeligt at opgøre formuen, når du vælger at sidde i uskiftet bo efter din ægtefælles død, er det vigtigt at være opmærksom på flere begrænsninger og forpligtelser i forhold til jeres fælles formue, som du skal overholde løbende.

Betingelser, der skal opfyldes for at sidde i uskiftet bo ved ægtefællens død:

  1. I skal have haft hel eller delvis delingsformue i løbet af ægteskabet.
     
  2. . Delvist uskiftet bo er også muligt, hvis I har haft en ægtepagt om særeje for visse dele af formuen.
     
  3. Du skal have samtykke fra afdødes eventuelle særbørn. Hvis I kun har fælles børn, kan du vælge uskiftet bo med en erklæring fra skifteretten.
     
  4. Du må ikke være under konkurs og sidde i uskiftet bo som længstlevende.
     
  5. Du må ikke være umyndig og sidde i uskiftet bo som længstlevende.

 

Uskiftet bo – fordele og ulemper

At vælge uskiftet bo efter ægtefællens død har mange fordele som en nem og økonomisk overkommelig løsning.

Beslutningen kommer dog også med visse forpligtelser, der af nogen kan anses som ulemper:

  • Deling af indkomst: Din indkomst efter din ægtefælles død indgår i det uskiftede bo og skal deles med børnene, hvis du er i live ved skiftet af det uskiftede bo.
     
  • Ansvar for gældsforpligtelser: Du påtager dig ansvaret for din afdøde ægtefælles gældsforpligtelser i det uskiftede bo.
     
  • Testamentebegrænsninger: I uskiftet bo har du en begrænset adgang til at oprette et testamente og kan kun testamentere over 3/8 af den samlede formue. Det skyldes boets uskiftede status.
     
  • Skattemæssige overvejelser: Du overtager din afdøde ægtefælles skattemæssige stilling – inklusiv eventuelle forpligtelser i form af afdødes skattegæld.
     
  • Rådighedsbegrænsninger: Der er rådighedsbegrænsninger ved anvendelse af fællesformuen i det uskiftede bo, og du må ikke misbruge formuen ved at give store gaver og arveforskud, mens du sidder i uskiftet bo.
     
  • Du kan ikke gifte dig på ny: Du kan ikke gifte dig på ny, mens du sidder i uskiftet bo efter din afdøde ægtefælle. Hvis du ønsker at gifte dig igen, skal du opfylde betingelserne for at indgå ægteskab og skifte det uskiftede bo.
     

At træffe beslutningen om uskiftet bo kræver nøje overvejelse af både fordele og ulemper. For yderligere vejledning og juridisk bistand i forbindelse med uskiftet bo anbefales det at kontakte en af vores advokater i NJORD Law Firm.

Hvad sker der med den fælles bolig ved ægtefællens død?

Hvis I ejede et fælles hus, har du som længstlevende ægtefælle ret til at få udlagt huset, forudsat at det kan rummes inden for din arvelod. Det giver dig mulighed for at bevare boligen som din egen efter din ægtefælles bortgang.

Det er vigtigt at bemærke, at hvis din afdøde ægtefælle har oprettet et testamente, der omhandler jeres ejendom (fx fælles hus eller andelsbolig), uden dit samtykke, er dispositionen ugyldig. Det påvirker ikke din ret til at overtage ejendommen som den længstlevende ægtefælle.

Hvis I boede i en fælles lejebolig, har du ret til at overtage lejemålet ved din ægtefælles død. Du har ikke kun ret til at overtage lejeboligen på de samme vilkår som tidligere, men du har også ret til at overtage lejemålet, selvom du ikke stod på lejekontrakten.

Du kan læse mere om ægtefællers boligforhold, og hvordan du bevarer dit hjem efter din ægtefælles død her.

 

Skifterettens rolle ved ægtefællens død

Du må ikke råde over din afdøde ægtefælles ejendele, før boet er behandlet af skifteretten. Skifteretten behandler afdødes værdier og gæld (aktiver og passiver). Her sikres det, at eventuelle kreditorer betales samt om der skal fordeles arv til arvingerne.

I skifteretten behandles det også, om der er oprettet et testamente, hvorefter arven skal fordeles efter den afdøde ægtefælle, eller om arvefordelingen skal ske efter de legale arveregler og de dertilhørende arveklasser.

Hvis du som længstlevende har anmeldt din ægtefælles dødsfald til kirkekontoret, er du typisk også skifterettens kontaktperson. Du indkaldes som kontaktperson til møde i skifteretten inden fire uger, så det kan fastlægges, hvem der er arvinger til din afdøde ægtefælle.

Efter der er taget stilling til boets behandling og arvefordelingen, udstedes en skifteretsattest, som er bevis for, at den eller de som overtager dødsboet, har ret til at råde over den afdøde ægtefælles formue.

 

NJORD Law Firm: din pålidelige partner inden for familie- og arveret.

Vores specialister inden for familie- og arveret står klar til at rådgive dig inden for dette komplekse retsområde.

Vores advokater inden for familie- og arveret kan hjælpe med diverse spørgsmål og udfordringer – lige fra oprettelse af testamenter og håndtering af dødsboer til sager om separation og skilsmisse. Vi vægter forebyggelse og konflikthåndtering højt, og vores advokater har stor erfaring med både at forhindre juridiske konflikter og at løse eksisterende konflikter. Vi er her for at sikre dine rettigheder og hjælpe dig igennem enhver juridisk udfordring inden for familie- og arveretten.

Vil du vide mere?
Vi hjælper gerne dig og din familie