Nyhed

Vækstfonden tilbyder hjælp til virksomheder ramt af COVID-19

Mange virksomheder er blevet påvirket økonomisk af COVID-19, og der er allerede lanceret flere hjælpepakker fra Folketingets side. Nu er der kommet endnu en mulighed til paletten for de ramte, danske virksomheder. Vækstfonden har således offentliggjort to nye garantiordninger, som både små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og store virksomheder, der i særlig høj grad er blevet påvirket af COVID-19, kan benytte sig af. Garantiordningerne skal give COVID-19 ramte virksomheder en større adgang til finansiering.

Vækstfonden tilbyder hjælp til virksomheder ramt af COVID-19

Der er allerede mange virksomheder, der har mærket til de økonomiske konsekvenser af COVID-19. Konsekvenser som blandt andet omfatter mistede kunder eller en lavere omsætning, og som forventes at stige i de kommende uger. Vækstfonden har derfor nu offentliggjort to nye garantiordninger, som skal hjælpe både SMV’er og store virksomheder finansieringsmæssigt igennem COVID-19-krisen - ordningerne gælder også færøske og grønlandske virksomheder. Vækstfonden tilbyder at stille garanti for nye lån og kreditter til virksomheder, der allerede har oplevet eller forventer at opleve et omsætningstab på mindst 30 % som følge af COVID-19 i perioden 1. marts 2020 til 30. september 2020. For at en virksomhed kan få del i en af garantiordningerne, må virksomheden ikke have været kriseramt per 1. januar 2020 (i henhold til definitionen i forordning nr. 651/2014), og lånet må ikke anvendes til at afdrage eller nedbringe virksomhedens øvrige gæld.

Fællestræk for de to ordninger

Både garantiordningen for SMV’erne og garantiordningen for de store virksomheder stilles af Vækstfonden som sikkerhed for lån til den COVID-19 ramte virksomhed fra virksomhedens finansieringsinstitut. Virksomheden skal som anført opleve et omsætningstab på mindst 30 %. Garantien kan ydes på op til 70 % af virksomhedens lånebeløb, dog fraregnet anden evt. støtte eller kompensation fra forsikringer, andre institutioner eller lignende. Samme virksomhed kan få flere garantier, forudsat at de ikke omfatter det samme omsætningstab for samme periode. På samme måde kan der ydes en COVID-19-garanti til virksomheder i samme koncern, hvis virksomhederne hver især opfylder kravene.
Omsætningstabet opgøres ved at sammenligne virksomhedens omsætning i perioden fra 1. marts 2020 indtil ansøgningstidspunktet (realiseret omsætningstab) eller fra ansøgningstidspunktet til 30. september 2020 (forventet omsætningstab) og virksomhedens omsætning i samme periode i 2019. Perioden skal være på mindst 14 dage. Hvis det ikke er muligt at sammenligne med 2019, eller tallene fra 2019 ikke er retvisende, kan finansieringsinstituttet skønsmæssigt opgøre tabet.

Garantiordning for SMV’er – mindre end 250 medarbejdere

COVID-19-garantier for SMV’er forventes at give mulighed for et samlet udlån på 17,5 mia. kr. SMV’er defineres som virksomheder med mindre end 250 medarbejdere, som har en omsætning på mindre end 50 mio. EUR om året og/eller en samlet årlig balance på mindre end 43 mio. EUR.
Garantien, som altså kan dække op til 70 % af lånebeløbet, vil have en løbetid på 7 år (med en årlig lineær nedskrivning og mulighed for ekstraordinær nedskrivning). Prisen for stiftelsen af garantien er 2.500 kr. i stiftelsesprovision og en årlig provision på 1 % af garantibeløbet.

Store virksomheder – mere end 250 medarbejdere

COVID-19-garantiordningen for store virksomheder kan facilitere udlån på op til 35,7 mia. kr. En stor virksomhed defineres som en virksomhed med mere end 250 medarbejdere og/eller en omsætning på mere end 372 mio. kr. og en balancesum på mindst 230 mio. kr. om året. Garantien vil have en løbetid på 6 år (med en årlig lineær nedskrivning og mulighed for ekstraordinær nedskrivning). For store virksomheder gælder, at lånet ikke må overstige omsætningstabet eller 25 % af den samlede omsætning i 2019. Hovedstolen må heller ikke overstige det dobbelte af virksomhedens årlige lønsum for 2019.
Prisen for COVID-19-garantien er 0,25 % af garantibeløbet i stiftelsesprovision og en årlig provision af garantibeløbet, som vil blive fastsat efter finansieringsinstituttets rating af virksomheden. Garantiprovisionen kan genforhandles årligt med udgangspunkt i årsregnskabet og virksomhedens rating.

Garantien søges igennem virksomhedens finansieringsinstitut

Både SMV’er og store virksomheder kan søge de nye garantier ved at kontakte deres finansieringsinstitut, som kan ansøge Vækstfonden om COVID-19-garantien online. Garantiordningen kan ikke søges direkte igennem Vækstfonden. Sagsbehandlingen – og sagsbehandlingstiden – ligger derfor også hos virksomhedens finansieringsinstitut. Vækstfonden regner med at behandle ansøgninger inden for 48 timer.

NJORDs bemærkninger

Både SMV’er og store virksomheder skal være opmærksomme på:

- At din virksomhed ikke var kriseramt per 1. januar 2020
- At garantien udgør 70 % af lånebeløbet og dækker lån til omsætningstab på minimum 30 %
- At perioden for beregningen af omsætningen skal være på mindst 14 dage
- At stiftelsesprovisionen for SMV’er er 2.500 kr. + en årlig provision på 1 % af garantibeløbet
- At stiftelsesprovisionen for store virksomheder er 0,25 % af garantibeløbet + en årlig provision, som fastsættes på baggrund af pengeinstituttets rating af din virksomhed

Vores råd er, at man kontakter sin bank, hvis man allerede har oplevet et omsætningstab på de 30 % eller forventer at opleve det hen over den kommende periode. Jo hurtigere denne dialog kan etableres, og en evt. ansøgning kan iværksættes fra banken, des bedre vil det i sagens natur være for virksomheden og dens muligheder for at overleve det finansieringsmæssige pres, den står i eller står overfor.

Brug for rådgivning?

I denne krisetid er det afgørende for virksomheder at finde de rigtige løsninger, der begrænser tabene mest muligt.Dette kræver akut og kompetent håndtering af alle virksomhedens problemstillinger. Derfor har vi nedsat et særligt COVID-19 task force, der kan hjælpe din virksomhed bedst muligt igennem de specifikke juridiske og forretningsmæssige udfordringer, din virksomhed står overfor.

NJORDs team er kendt for at handle proaktivt i forhold til konjunkturforandringer, at sikre virksomheder, arbejdspladser og dermed samfundsværdier før, under og efter økonomiske kriser. Desuden har vi stærke netværk hos finansielle operatører, investorer, erfarne forretningsfolk, revisorer, etc.

Vores task force team er sammensat af NJORDs førende eksperter inden for nedenstående kerneområder – dette sikrer dig den mest specialiserede rådgivning.

Vil du vide mere?
Hvad kan vi gøre for dig?