Ny principiel dom: Langvarig vikaransættelse kan stadig være midlertidig
En ny principiel dom fra Arbejdsretten slår fast, at virksomheder fortsat kan anvende vikarer over længere perioder, hvis udsendelserne er sagligt begrundede. Dermed bekræfter dommen fleksibiliteten i vikarloven, men understreger også risikoen for sanktioner, hvis reglerne overtrædes.

Ny dom betyder, at virksomheder fortsat kan anvende vikarer i længere tid ad gangen, så længe udsendelserne fra starten og ved hver forlængelse er tiltænkt som midlertidige.
Arbejdsretten præciserer, at begrebet midlertidigt skal forstås bredt, og dermed er fleksibiliteten i vikarloven bevaret.
Sagens baggrund
En vikar havde gennem syv forlængelser over mere end tre år været udsendt til samme virksomhed. Spørgsmålet var, om de mange forlængelser og den lange periode reelt gjorde vikaren til fastansat. Arbejdsretten afgjorde sagen den 19. august 2025 med udvidet formandskab, hvilket understreger dens principielle karakter.
Retten: ”Midlertidigt” skal forstås bredt
Arbejdsretten fastslog, at vurderingen skal ske ud fra, om det fra begyndelsen og ved hver forlængelse var tilsigtet, at ansættelsen skulle være midlertidig. En snæver fortolkning kunne svække vikarens beskyttelse, fordi vedkommende i givet fald kunne falde helt uden for vikarlovens regler.
Retten fandt på den baggrund, at vikaransættelsen fortsat var midlertidig, og brugervirksomheden blev frifundet.
Hvad betyder dommen for virksomheder?
Dommen bekræfter, at virksomheder fortsat kan anvende vikarer fleksibelt, også over længere perioder, men successive udsendelser skal kunne begrundes sagligt. Ellers risikerer virksomheden sanktioner i form af bøder eller godtgørelser.
Vikarloven kort fortalt
Vikarer er ansat hos et vikarbureau, der udlejer dem til brugervirksomheder for midlertidige opgaver. De har ret til samme vilkår som fastansatte i brugervirksomheden, herunder løn og arbejdstid. Successive udsendelser kræver en saglig begrundelse, og overtrædelser kan medføre sanktioner efter lovens § 8.
Har I brug for hjælp?
NJORDs team for arbejds- og ansættelsesret hjælper virksomheder med at navigere i reglerne for vikaransættelser og andre fleksible ansættelsesformer. Kontakt os for rådgivning, der tager udgangspunkt i jeres konkrete behov.