16.12.2019

Nyhed

Skattestyrelsen ændrer endnu engang praksis for hvilke investeringsinstitutter, der er omfattet af momsfritagelsen for momsfri “forvaltning af investeringsforeninger” i momsloven

Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal, der ændrer praksis for, hvornår et investeringsinstitut kan anses for en investeringsforening, hvortil der kan leveres momsfritagne forvaltningsydelser.

Baggrund og følger af styresignalet

Det nye styresignal kommer på baggrund af en guideline fra Momskomitéen, som består af EU-Kommissionen og skattemyndighederne fra alle EU-medlemslande. Styresignalet vedrører hvilke investeringsinstitutter, der kan udgøre en investeringsforening i momsretlig forstand, hvortil der kan leveres momsfritagne forvaltningsydelser.

Forvaltning af investeringsforeninger er fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f.

Siden EU-Domstolen i 2014 afsagde dom i ”ATP sagen” (C-464/12, ATP PensionService A/S), har Skattestyrelsen offentliggjort en række styresignaler, der har præciseret/ændret betingelserne for, hvornår et investeringsinstitut udgør en momsretlig investeringsforening omfattet af ovennævnte bestemmelse og hvilke ydelser, der kan anses for forvaltningsydelser.

Det har medført, at flere virksomheder/ydelser måtte anses for at være omfattet af fritagelsesbestemmelsen. Som konsekvens har mange virksomheder fremsat krav på refusion af moms.

Der har endnu ikke været foretaget nogen reel sagsbehandling af de eksisterende momsrefusionssager. Imidlertid har Skattestyrelsen kort efter offentliggørelsen af det omhandlede styresignal indkaldt alle, der har indsendt en refusionsbegæring til et orienteringsmøde. Det forventes, at der nu vil ske fremdrift i disse sager.

Skattestyrelsens ændrede praksis

Det nye styresignal[1] præciserer, om et investeringsinstitut momsretligt kan anses for en investeringsforening. Det afgørende er, at investeringsinstituttet enten er omfattet af UCITS-direktivet, som omfatter kollektive investeringer i omsættelige værdipapirer, eller fremviser lignende kendetegn som disse, og dermed foretager de samme transaktioner eller i det mindste er sammenlignelige i en sådan grad, at investeringsinstitutterne kan anses at konkurrere med UCITS-investeringsinstitutterne.

Skattestyrelsen anerkender samtidig også, at investeringsinstitutter som investerer i andre aktiver end værdipapirer og likvide finansielle aktiver, eksempelvis fast ejendom, momsretligt vil kunne anses som en investeringsforening, hvortil der kan leveres momsfritagne forvaltningsydelser.

For at sikre, at et investeringsinstitut momsfrit kan modtage forvaltningsydelser, må investorerne ikke være sikret et minimumsafkast for deres investeringer, idet det er et krav, at investorerne bærer markedsrisikoen for investeringen. Det forventes især at få betydning for pensionskasser.

Betingelser for fonde, der ikke er omfattet af UCITS-direktivet

Som følge af momskomitéens guideline er følgende fem betingelser oplistet i styresignalet. De skal alle være opfyldt for, at såkaldte non-UCITS investeringsinstitutter kan anses for omfattet af momsfritagelsen:

  1. Investeringsinstituttet har til formål at foretage kollektive investeringer
  2. Investeringsinstituttet investerer ud fra princippet om risikospredning
  3. Investorerne bærer investeringsrisikoen og investeringsafkastet afhænger af investeringerne
  4. Investeringsinstituttet er undergivet et særligt statsligt tilsyn
  5. Investeringsinstituttet er undergivet de samme konkurrencebetingelser og appellerer til den samme kreds af investorer som UCITS-investeringsinstitutterne.

Der stilles derimod ikke krav om, at investeringsinstituttet er åbent for offentligheden i lighed med det krav, som stilles til de investeringsinstitutter, som omfattes af UCITS-direktivet.

Alternative investeringsfonde i FAIF-direktivet anses også som en investeringsforening i momslovens forstand, såfremt det pågældende investeringsinstitut opfylder de fem ovenfor nævnte betingelser. I denne sammenhæng bemærkes, at det således synes åbent om registrerede FAIF, der netop kun er registrerede og ikke undergivet tilsyn ikke opfylder betingelsen, samt om hedge fonde og lignende, der investerer efter et princip om absolut afkast ikke kan anses for at opfylde betingelsen om risikospredning.

Refusion af moms og genoptagelse

Hvis den hidtidige praksis samlet set har været til ugunst for de berørte virksomheder, kan der anmodes om genoptagelse af momstilsvaret. Man skal dog være opmærksom på følgende:

Hvis der anmodes om genoptagelse, skal anmodningen omfatte alle de afgiftsperioder, der kan ske genoptagelse for. Der kan ikke anmodes om genoptagelse alene for udvalgte perioder.

  • Fristen for ordinær genoptagelse er 3 år efter angivelsesfristens udløb.
  • Fristen for ekstraordinær genoptagelse er 6 måneder efter, at den afgiftspligtige blev bekendt med underkendelsen af daværende praksis, det vil sige 6 måneder fra den 7. november 2019

Der kan kun ske ekstraordinær genoptagelse til gunst for den afgiftspligtige ske fra og med afgiftsperioden, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, som var 1. januar til 31. december 1996.

Efterfølgende omsætningsled

De afgiftspligtiges aftagere har mulighed for at anmode om tilbagebetaling af den økonomiske byrde fra Skattestyrelsen, som afgiftsbetalingerne har resulteret i. Efterfølgende omsætningsleds krav mod Skattestyrelsen forældes 3 år efter forfaldstidspunktet. Dette indebærer, at tilbagesøgningskravet forælder 3 år efter, at den pågældende afgift er blevet betalt til leverandøren.

Er Skattestyrelsens styresignal relevant for dig?

Er du i tvivl, om din virksomhed udgør en momsretlig investeringsforening efter Skattestyrelsens praksisændring eller ønsker du hjælp til få refusion af moms? Så er du velkommen til at kontakte advokat (H) Robert Mikelsons, som er leder af faggruppen SKAT og Moms hos NJORD. NJORD hjælper allerede flere virksomheder med at få refusion af moms.

[1]af den 7. november 2019.

Seneste nyheder

Hænger du på lån underskrevet med stjålet NemID?

Rigtig mange danskere har fået stjålet eller franarret deres NemID. De uheldige oplever som regel, at der blev optaget gæld i deres navn, og at de blev dømt til selv at betale gælden tilbage. Men nye afgørelser ser ud til at ændre på dette billede/mønster.

Ny aftale om ens vilkår for chauffører i Danmark

Der blev i sidste uge indgået en bred politisk aftale, som ifølge aftaleparterne skal sikre ordnede forhold for chauffører, der kører godstransport i Danmark. Det gælder både for de chauffører, som er ansat hos danske vognmænd, men også for de chauffører, som er ansat hos udenlandske virksomheder.

Steffen Hebsgaard Muff indtræder som partner

Vi er glade for, at vi den 1. januar 2020 kunne byde Steffen Hebsgaard Muff velkommen som partner hos NJORD. Som en af de ledende eksperter i entrepriseret skal han fortsat arbejde med energi- og infrastrukturprojekter on- og offshore.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve

Få vores nyhedsbreve og modtag seneste juridisk nyt.

Tilmeld dig nu