Nyhed

Cabotage og kombineret transport – vær opmærksom!

Retstilstanden for kombineret godstransport har i lang tid været mere eller mindre uklar. Nu har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen dog udstedt en ny bekendtgørelse, som implementerer reglerne i det såkaldte ´kombi-direktiv´ (EU-direktiv 91/106). Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018. Udover at implementere direktivet, har man i bekendtgørelsen også lavet nogle ´nye´ regler, som skal skabe større klarhed over i hvilket omfang og hvordan, der må udføres kombineret transport til og fra Danmark.

Hvis en vognmand fra et andet EU-land udfører vejtransport i Danmark som led i en kombineret transport i medfør af reglerne i bekendtgørelsen, vil denne vejtransport være undtaget fra begrænsningerne i cabotagereglerne. Det er derfor helt afgørende i forhold til udenlandske vognmænds adgang til at køre godskørsel i Danmark, hvordan bekendtgørelsen definerer en kombineret transport. Begrundelsen for at have særlige regler for kombineret transport er, at man på den måde kan påvirke branchen til at anvende andre – mere miljøvenlige - transportformer end vejtransport.

Bekendtgørelsen bestemmer i overensstemmelse med kombi-direktivet, at en kombineret transport overordnet skal foregå med en strækning på jernbane, indre vandveje eller ad søvejen på over 100 km i lige linje. Derudover må den indledende eller afsluttende strækning ad landevej ikke overstige 150 km.

Udover de overordnede rammer for kombineret transport, som er en gengivelse af reglerne i kombi-direktivet, har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen besluttet, at der godt kan være tale om en kombineret transport, selvom de varer som transporteres ikke har oprindelse eller endelig destination i et medlemsland. Selvom flere danske brancheorganisationer har været ude og kritisere denne regel, slår Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen dog i et høringsnotat af 24. maj 2018 fast, at bekendtgørelsens regler om kombineret transport kun gælder, hvis selve transportydelsen foregår mellem to medlemsstater. Så længe at en kombineret transport starter i én medlemsstat og slutter i en anden medlemsstat, er det således uden betydning, at de varer som transporteres, stammer fra et tredjeland eller, at en anden transportvirksomhed senere skal levere varerne til et tredjeland.

Den nye bekendtgørelse indeholder også en særlig regel om transport af tomme lasteenheder. Ifølge bekendtgørelsen kan såkaldt ´tomkørsel´ indgå i en kombineret transport, hvis den er omfattet af et transportdokument. Al anden tomkørsel, herunder kørsel med tomme lasteenheder inden læsning eller efter losning af varer, vil dog fortsat udgøre cabotagekørsel.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har endelig besluttet, at oplysningerne i transportdokumenter kan bekræftes ved stempling fra jernbane- eller havneadministrationerne som alternativ til et andet bevis.

Læs mere om cabotagereglerne:

Vil du vide mere?
Vil du holdes opdateret?
Skal vi løse dit problem?