Nyhed

VIGTIG principiel afgørelse – det var ikke ”social dumping”

Nogen vil huske BBC-udsendelsen fra 2017, hvor man dokumenterede det, som efterfølgende blev betegnet som ”social dumping” ifm. international vejtransport. Dokumentaren påkaldte sig stor politisk bevågenhed i hele EU, og det blev startskuddet på en grundlæggende ændring af regelgrundlaget for international vejtransport.

Lastbil på vej

Starten blev ”Vejpakken”, som herefter blev fulgt op af rigtig meget yderligere regulering og kontrol med branchen. Vi ser kædeansvaret, strafferetlig medvirken, sager om lønforhold og senest en strøm af sager om arbejdsudlejeskat, momsrefusion m.m.

Og hvad var det så lige, at sagen der startede det hele, handlede om, og hvad blev resultatet?
 

Sagens kerne: Chaufførens ansættelsesforhold

I sagen var der et sædvanligt set-up, hvorefter chaufføren regelmæssigt blev kørt fra vognmanden i Slovakiet til speditøren i Danmark, hvor han overtog køretøj mhp. udførelse af transportopgaver i forskellige lande. Chaufføren havde en slovakisk ansættelseskontrakt, og hans løn- og ansættelsesvilkår var i overensstemmelse med slovakisk ret, som ansættelseskontrakten også henviste til.

Chaufføren var imidlertid af den opfattelse, at han var udstationeret til Danmark og derfor skulle have dansk overenskomst og danske arbejdsforhold. Dette afviser Landsretten i den nye principielle dom, idet chaufføren ikke både kunne være udstationeret til Danmark og arbejde fra Danmark. 

Da chaufføren arbejdede fra Danmark, var chaufføren dog beskyttet af danske ufravigelige regler, der beskytter arbejdstagere. Chaufføren kunne dog ikke – efter at oplysninger om hans løn og ansættelsesforhold var dokumenteret – få medhold i krav på yderligere løn, feriepenge eller andre ydelser ved henvisning til dansk ret.

Der forelå med andre ord ikke social dumping, og vognmanden blev fuldstændigt frifundet for chaufførens krav på yderligere løn, ferietillæg m.m.

 

NJORD LAW FIRMS BEMÆRKNINGER

Det er glædeligt, at sagen nu har fundet sin afslutning, og at vi har fået et klart pejlemærke for anvendelsen af udstationeringsreglerne for den mobile arbejdskraft. Chaufføren havde ikke været offer for social dumping – men hans sag blev katalysator for en grundlæggende ændring af regelgrundlaget for international vejtransport og kontrol med branchen.

Vil du vide mere?
Skal vi løse dit problem?