Strammere praksis for arbejdsudleje: Det skal transportvirksomheder forholde sig til i 2026
Skattemyndighederne har skruet op for kontrollen med arbejdsudlejebeskatning i transportbranchen. Reglerne er de samme, men praksis og administrationen er blevet strammere. Det øger risikoen for efteropkrævninger og stiller større krav til både kontrakter, dokumentation og den måde samarbejdet med udenlandske vognmænd er organiseret på.

Hvornår risikerer I at blive ramt
Arbejdsudlejebeskatning kan opstå, når en chauffør formelt er ansat hos en udenlandsk vognmand, men i praksis arbejder som en integreret del af en dansk transport eller speditionsvirksomheds drift.
Myndighederne foretager en helhedsvurdering. De ser blandt andet på, om transportopgaven reelt er udskilt til en selvstændig virksomhed, eller om den danske virksomhed i realiteten fungerer som arbejdsgiver. Herunder hvem der har ansvaret, kontrollen og den økonomiske risiko. Myndighederne foretager altid en konkret helhedsvurdering, hvor de faktiske forhold vejer tungere end formalia, og intet enkeltmoment afgør sagen i sig selv.
Det lægger myndighederne særligt vægt på
Myndighederne vurderer, om parterne bedriver reel samhandel mellem selvstændige virksomheder, eller om den danske virksomhed i praksis udøver arbejdsgiverlignende beføjelser. De baserer vurderingen på de faktiske forhold frem for formalia.
Det kan tale for arbejdsudleje, hvis den danske virksomhed:
- styrer chaufførens arbejde, ruter eller arbejdstid ud over den almindelige disponering af den konkrete transportopgave
- stiller trækker eller andet materiel til rådighed
- stiller krav om uniform, logo eller fast visuel profil, som faktisk hindrer kørsel for andre kunder
- indgår økonomiske ordninger, for eksempel leasingpakker, brændstofordninger eller afregningsmodeller, som gør den udenlandske vognmand afhængig af den danske virksomheds drift
- reelt bærer hovedparten af den driftsmæssige og økonomiske risiko
- indfører brugsbegrænsninger eller eksklusivitet på materiel, eller stiller trækkere til rådighed med begrænset råderet
Omvendt peger det væk fra arbejdsudleje, hvis transportopgaven er fuldt overdraget til en selvstændig vognmand med eget materiel og egne chauffører, og uden arbejdsgiverlignende beføjelser hos den danske virksomhed.
Den udenlandske vognmand bærer selv ansvar og økonomisk risiko for opgaven, og den danske virksomhed udøver ikke arbejdsgiverlignende beføjelser. Det taler klart væk fra arbejdsudleje.
Dokumentation er blevet afgørende
Når myndighederne konstaterer arbejdsudleje, bliver afgrænsningen af den skattepligtige del og opgørelsesmetoden central, særligt ved blandet kørsel i og uden for Danmark.
Mangelfuld eller inkonsistent dokumentation kan føre til betydelige efterkrav, der rækker flere år tilbage og tillægges renter. Derfor ser vi et stigende behov for løbende risikovurdering og opdatering af kontrakter, procedurer og dokumentationskrav.
Sørg for at fremlægge tilgængelig og konsistent dokumentation om kørsel, disponering og opgavefordeling. Den dokumentation tipper ofte afgørelsen.
Sådan kan NJORD hjælpe
NJORD rådgiver transport og logistikvirksomheder om arbejdsudlejning og arbejdsudlejebeskatning med afsæt i både transportret og skatteret. Det giver et samlet overblik over både den driftsmæssige virkelighed og de skattemæssige konsekvenser og gør det muligt at justere samarbejdsmodeller, før risikoen bliver til et problem.






















































































