Nyhed

Højesteret: Ensartede takografovertrædelser kan give en høj bøde, men proportionaliteten sætter grænsen

Højesteret har i en ny dom præciseret rammerne for bødeudmålingen, når en transportvirksomhed gentagne gange undlader at udlevere takografdata til Færdselsstyrelsen. Selv om gentagne, ensartede overtrædelser kun kan udløse én samlet sanktion, kan omfanget af de manglende udleveringer få stor betydning for bødens størrelse.

Lastbil over bro

Baggrund for sagen

Sagen angik en direktør og daglig leder i en transportvirksomhed. Hans personligt ejede virksomhed var registreret som bruger af lastbilerne, mens han havde overladt brugen af køretøjerne til et anpartsselskab, som han var eneindehaver og leder af.

Der blev ikke udleveret de anmodede takografdata i 117 tilfælde. Sagen omfattede samtidig ti tilfælde af medvirken til godskørsel for fremmed regning uden den fornødne tilladelse.

Både Østre Landsret og Højesteret fandt, at direktøren var rette ansvarssubjekt for den manglende udlevering af takografdata. Hans personligt ejede virksomhed blev anset som bruger af lastbilerne, selvom han efter egne oplysninger havde overladt brugen af køretøjerne til anpartsselskabet.

 

Landsrettens og Højesterets bødeudmåling

Østre Landsret anså de manglende udleveringer som seks forhold; ét for hvert køretøj, og fastsatte bøden for takografforholdet til 36.000 kr. Landsretten lagde herved vægt på EU-Domstolens praksis, hvorefter der ikke må pålægges flere sanktioner eller indledes flere retsforfølgelser for den samme overtrædelse af blandt andet takografforordningen.

Højesteret var enig i, at der alene kunne pålægges én sanktion. Højesteret fastslog imidlertid, at dette ikke indebærer, at bødens størrelse skal være uafhængig af antallet af manglende udleveringer.

Ved fastsættelsen af den samlede bøde tog Højesteret derfor udgangspunkt i absolut kumulation af bødesatsen på 6.000 kr. for hver af de 117 manglende udleveringer. Det førte til et vejledende bødeudgangspunkt på 702.000 kr. for takografforholdet.

Højesteret fandt dog, at en bøde på 702.000 kr. ikke stod i rimeligt forhold til overtrædelsen. Den samlede bøde blev derfor fastsat til 450.000 kr. Heraf udgjorde bøden for de ti tilladelsesforhold 105.000 kr., hvilket indebærer, at 345.000 kr. kan henføres til takografforholdet.

Til sammenligning havde Østre Landsret fastsat den samlede bøde til 141.000 kr.

 

NJORD LAW FIRMS BEMÆRKNINGER

Dommen tydeliggør, at ensartede takografovertrædelser ikke kan sanktioneres som flere selvstændige forhold. Det betyder imidlertid ikke, at et stort antal manglende udleveringer skal behandles på samme måde som én enkelt mangel. Omfanget kan fortsat få afgørende betydning for størrelsen af den ene samlede bøde.

For transportvirksomheder er dommen en påmindelse om, at manglende efterlevelse af myndighedernes krav om udlevering af takografdata kan få betydelige økonomiske konsekvenser. Samtidig viser dommen, at absolut kumulation ikke automatisk fører til den endelige bøde. Retten skal altid foretage en konkret vurdering af, om bøden står i rimeligt forhold til overtrædelsens karakter og omfang.

I sager med mange forhold eller høje samlede bødekrav er der derfor grund til nøje at vurdere både overtrædelsernes klassifikation og den konkrete bødeudmåling.

 

Står din virksomhed over for et bødekrav, eller har I brug for at gennemgå jeres håndtering af takografdata?

NJORD Law Firms specialister i transportret står klar til at hjælpe.

 

Vil du vide mere?