Udenlandske vognmænd kan miste dansk momsrefusion på grund af koncernforbindelse
Landsskatteretten har i nyeste praksis stadfæstet Skattestyrelsens afslag på momsrefusion til udenlandske vognmandsvirksomheder, som er koncernforbundet med danske transportvirksomheder. Begrundelsen er, at virksomhederne i momsmæssig henseende bliver anset for at have hjemstedet for deres økonomiske virksomhed i Danmark og derfor som udgangspunkt er registreringspligtige her.

Afgørelserne er særligt relevante for transport- og logistikvirksomheder med en koncernstruktur, hvor et dansk speditions- eller logistikselskab anvender et koncernforbundet udenlandsk vognmandsselskab til at udføre transporterne.
Efter momslovens § 45 kan en udenlandsk virksomhed kun få godtgjort dansk moms, hvis virksomheden hverken er etableret eller registreringspligtig i Danmark. Anses virksomheden derimod for etableret her i landet, skal den efter Landsskatterettens tilgang momsregistreres efter momslovens § 47 og afregne moms efter de almindelige danske regler frem for at anvende refusionsordningen.
En væsentlig risiko for transportkoncerner
Afgørelserne viser, at en branchetypisk arbejdsdeling mellem en dansk speditør og et udenlandsk vognmandsselskab kan få momsretlige konsekvenser. Det gælder særligt, hvis det danske selskab ikke blot har kundekontakt og disponerer transporterne, men også varetager funktioner, der kan opfattes som ledelse af det udenlandske vognmandsselskabs almindelige drift.
Konsekvensen kan være mere vidtrækkende end et afslag på momsrefusion for eksempelvis brændstofkøb. Hvis det udenlandske selskab anses for etableret og registreringspligtigt i Danmark, kan det blive omfattet af de almindelige danske regler om momsregistrering, momsangivelse og afregning.
NJORDs bemærkninger
Afgørelserne rejser efter NJORDs opfattelse et principielt EU-retligt spørgsmål. Landsskatterettens vurdering tager udgangspunkt i de klassiske momsretlige etableringskriterier uden hensyntagen til den særlige EU-regulering af vejtransportområdet.
Afgørelserne peger samtidig på en tendens til, at den formelle ledelsesstruktur tillægges betydelig vægt, mens den faktiske, daglige drift af vognmandsvirksomheden træder mere i baggrunden. Det rejser spørgsmål om balancen i vurderingen, særligt når virksomheden i etableringslandet har en reel operationel organisation med et større antal ansatte, chauffører, køretøjer og løbende transportaktiviteter.
EU’s transportregler opstiller konkrete krav til, hvor en vejtransportvirksomhed skal være reelt etableret, herunder krav om driftscenter, administration, transportleder, køretøjer, personale og myndighedstilsyn i etableringsmedlemsstaten. Reglerne bygger på et grundlæggende one-home-state-princip: Transportvirksomheden skal have én hjemstat, som fører tilsyn og udsteder de nødvendige tilladelser, samtidig med at virksomheden kan udføre grænseoverskridende transporter i andre medlemsstater uden at blive ”etableret” dér.
Det er derfor værd at spørge, om en medlemsstat ved en isoleret momsretlig vurdering kan anse en transportvirksomhed for etableret dér, når virksomheden allerede er kontrolleret, licenseret og anerkendt som reelt etableret i en anden medlemsstat efter EU’s særlige transportregler.
NJORD vurderer, at spørgsmålet bør prøves ved EU-Domstolen. Der er behov for en afklaring af, hvordan momsforordningens artikel 10 skal fortolkes i lyset af den senere udviklede og stærkt harmoniserede EU-regulering af vejtransportområdet.












































































































































































































































































































































