Nyhed

Black Friday: Sådan planlægger du lovlige tilbud efter markedsføringsloven og Forbrugerombudsmandens retningslinjer om prismarkedsføring

Black Friday giver virksomheder mulighed for at øge salget med attraktive tilbud. Men tidligere kampagner kan få afgørende betydning for, hvilke besparelser din virksomhed lovligt må markedsføre.

Black Friday skilt

Med Black Friday lige om hjørnet er det oplagt at gennemgå både kampagneplaner og prishistorik. En veltilrettelagt kampagne handler nemlig ikke kun om at tilbyde attraktive priser, men også om at sikre, at de annoncerede besparelser er reelle og kan dokumenteres.

Tidligere tilbud kan ændre den annoncerede besparelse

Efter prismærkningsbekendtgørelsens § 9 a skal din virksomhed ved annoncering af prisnedsættelser i forhold til egne tidligere priser oplyse den laveste pris, varen har haft i en periode på mindst 30 dage før tilbuddet. Det gælder blandt andet ved brug af før- og nupriser, procentvise besparelser og betegnelser som ”Black Friday-pris”, når de signalerer en prisnedsættelse.

Har en kaffemaskine normalt kostet 2.400 kr., men været på tilbud til 2.000 kr. i starten af november, skal en Black Friday-pris på 1.500 kr. sammenlignes med 2.000 kr. Den annoncerede besparelse bliver dermed 500 kr. frem for 900 kr.

Også bredt tilgængelige rabatkoder, eksempelvis gennem nyhedsbreve eller influencere, kan påvirke sammenligningsgrundlaget. Reelt personlige rabatter behandles derimod anderledes.

Vær opmærksom på

Det er derfor værd at være opmærksom på, hvordan efterårets kampagner spiller sammen med de tilbud, virksomheden planlægger til Black Friday.

Black Week, Cyber Monday og pakketilbud giver flere muligheder

Efter Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring må en pris som udgangspunkt markedsføres som nedsat i op til 10 dage. En sammenhængende kampagne fra mandag i Black Week til og med Cyber Monday varer eksempelvis otte dage, selv om kampagnen skifter navn undervejs.

Virksomheder kan også markedsføre længere tilbudsperioder, hvis de tydeligt oplyser varigheden fra begyndelsen eller klart oplyser om en forlængelse. Tilbudsperioden må dog højst svare til halvdelen af den periode, hvor normalprisen har været gældende. Efter 30 dage med normalpris vil grænsen derfor som udgangspunkt være 15 dage.

Pakketilbud og mængderabatter kan ligeledes være attraktive salgsfremmende tiltag. Ved pakketilbud med forskellige varer skal de enkeltpriser, som besparelsen beregnes ud fra, som udgangspunkt have været gældende i mindst 30 dage. Tilsvarende gælder for den stykpris, der sammenlignes med ved mængderabatter.

En væsentlig forskel er imidlertid, at pakke- og mængderabatter som udgangspunkt ikke afbryder perioden på 30 dage for senere tilbud på enkeltvarer. Rækkefølgen af kampagnerne kan derfor have betydning for virksomhedens muligheder for at markedsføre besparelser.

Virksomheder bør dog være opmærksomme på, at selv korrekte førpriser ikke nødvendigvis udelukker vildledning. Kunstigt forhøjede normalpriser eller så hyppige rabatter, at varen ikke længere har en reel normalpris, kan være i strid med markedsføringsloven og medføre større bøder.

Hvad bør din virksomhed gøre inden Black Friday?

Gennemgå jeres prishistorik, rabatkoder og tidligere kampagner, og kontrollér, at tilbuddenes varighed og besparelsesudsagn stemmer overens med reglerne. Sørg samtidig for, at markedsføringen er konsistent på tværs af webshop, annoncer og nyhedsbreve, og at virksomheden kan dokumentere de annoncerede besparelser, jf. markedsføringslovens § 13.

En grundig gennemgang giver virksomheden et bedre grundlag for at planlægge attraktive kampagner og udnytte de muligheder, reglerne giver.

Vi står klar til at hjælpe

NJORDs markedsføringsretlige team kan hjælpe din virksomhed med at tilrettelægge Black Friday-kampagner, vurdere besparelsesudsagn og sikre korrekt anvendelse af reglerne om prismarkedsføring.

Vi rådgiver også om samspillet mellem forskellige kampagnetyper, så din virksomhed kan udnytte sine markedsføringsmuligheder bedst muligt inden årets store handelsdage.

seneste nyheder